Tryghed skaber rummet

Før du kan mærke efter, være ærlig over for dig selv og begynde at ændre noget, skal du føle dig tryg.

Ikke nødvendigvis tryg ved alle de svar, der dukker op. Ikke sikker på, præcis hvor du skal hen. Men tryg nok til at sænke paraderne, sige det højt, der fylder, og undersøge dit liv uden frygt for at blive vurderet, presset eller placeret i en bestemt kasse.

Hos os er tryghed derfor ikke bare en rar stemning omkring et forløb. Det er selve fundamentet for det arbejde, vi skal lave sammen.

Billede - Tryghed

Et rum, hvor du ikke skal præstere

Mange mennesker er vant til at være den, der har styr på det. Den, der tager ansvar, løser problemerne og får hverdagen til at hænge sammen. Derfor kan det også være uvant at træde ind i et rum, hvor man ikke skal levere et bestemt svar, fremstå stærk eller vide, hvad det næste skridt er.

Hos os må du komme, præcis som du er. Du behøver ikke have sorteret dine tanker på forhånd. Du behøver ikke kunne forklare, hvorfor du har det, som du har det. Og du behøver ikke vide, hvad du ønsker at forandre. Vi begynder dér, hvor du er.

Tryghed handler om, at du kan lægge facaden fra dig og tale ærligt om både det, der fungerer, og det, der ikke gør. Om de valg, du er stolt af, de mønstre, du er kørt fast i, og de områder af dit liv, hvor du måske er kommet længere væk fra dig selv, end du egentlig ønsker.

Tryghed betyder ikke, at vi pakker dig ind i vat

Et trygt rum er ikke et rum uden ærlighed. Vi kommer ikke til at nikke til alt, du siger, eller fortælle dig det, vi tror, du helst vil høre. Vi spejler det, vi ser, stiller de spørgsmål, der kan åbne nye perspektiver, og gør dig opmærksom på de mønstre, der måske står i vejen for det liv, du gerne vil leve.

Forskellen ligger i måden, vi gør det på. Du skal kunne mærke, at spørgsmålene bliver stillet for at hjælpe dig – ikke for at bedømme dig. At et kærligt skub kommer fra et oprigtigt ønske om at skabe bevægelse. Og at du altid bliver mødt som et helt menneske, ikke som et problem, der skal løses.

Tryghed er ikke fraværet af udfordring. Det er følelsen af, at du ikke står alene, når noget bliver svært at se på.

Du bestemmer tempoet

Forandring kan ikke presses frem. Derfor skal du hverken åbne mere op, gå hurtigere eller tage større skridt, end du er klar til. Du bestemmer tempoet, og vi er opmærksomme på, hvornår der er brug for at stoppe op, undersøge noget lidt grundigere eller lade en erkendelse få tid til at lande. Samtidig eller lade en erkendelse få tid til at lande.

Samtidig hjælper vi dig med at skelne mellem, hvornår du reelt har brug for mere tid, og hvornår gamle vaner, usikkerhed eller frygt forsøger at holde dig på det velkendte passagersæde. Trygheden skal ikke fastholde dig dér, hvor du er. Den skal give dig modet til at begynde at bevæge dig.

Vores værdier skaber rammen

I illustrationen omkring Shaper-forløbet står fire værdier: Empati, Intelligens, Kommunikation og Humor. De er ikke pynt omkring modellen. De beskriver den måde, vi møder dig på.

Empati betyder, at vi møder dig med nysgerrighed og respekt for det liv, du har levet, og de erfaringer, du bærer med dig. Vi forsøger ikke at presse din historie ned i en færdig model, men arbejder på at forstå, hvordan verden ser ud fra dit sted.

Intelligens betyder, at vi ikke nøjes med hurtige forklaringer eller overfladiske løsninger. Vi ser efter sammenhænge mellem dine værdier, tanker, følelser, vaner, valg og handlinger, så arbejdet tager fat dér, hvor det faktisk kan gøre en forskel.

Kommunikation betyder, at vi taler åbent, tydeligt og i øjenhøjde. Der skal være plads til spørgsmål, tvivl og uenighed, og du skal altid kunne sige til, hvis noget ikke giver mening eller ikke føles rigtigt for dig.

Humor betyder, at der også må være luft i det alvorlige. Det kan være sårbart at kigge ærligt på sig selv, men det behøver ikke føles tungt hele vejen. Humor kan skabe afstand til fastlåste tanker, åbne nye perspektiver og minde os om, at vi godt kan arbejde seriøst med livet uden at gøre alt højtideligt.

Tryghed skaber ærlig refleksion

Når du føler dig tryg, bliver det lettere at være nysgerrig i stedet for kritisk over for dig selv.

Du kan begynde at undersøge, hvorfor du reagerer, som du gør, uden straks at dømme dig selv for det. Du kan opdage de mønstre, der engang har hjulpet dig, men som måske ikke længere bringer dig derhen, hvor du ønsker. Og du kan sætte ord på behov, grænser og drømme, som har haft svært ved at få plads i en travl hverdag.

Det er her, den ærlige refleksion begynder.
Ikke fordi vi har alle svarene på dit liv, men fordi vi sammen skaber et rum, hvor du kan høre dine egne svar tydeligere.

Tryghed skaber rummet. Når rummet er der, kan vi begynde at finde retningen. 🐬🩵